Nyhed

Mindeord for Tove Binzer

Tidligere formand for Danmarks Naturfredningsforening Lejre Lokalafdeling Tove Binzer afgik ved døden sidst i maj 2018.

Tove havde i mere end 40 år stor fokus på natur, miljø, sager, fredninger og naturpleje og så havde hun en stor udholdenhed, vedholdenhed og arbejdsivrighed. Hun kunne terrieragtigt bide sig fast i sager samtidig med, at hun med en stor humoristisk sans kunne grine ikke mindst af sig selv.

Toves uopslidelige kreativitet og ideer til, hvad der kunne ske i naturen, var ustoppelige. Det var alt fra flere bænke i naturen til udnyttelse af nedlagte vandværker, opsætning af stærehoteller og kasser til hasselmus og meget mere.

Tove kæmpede for en øget bevidsthed om nødvendigheden af, at vi passer bedre på naturen, miljøet og dermed planeten – også af hensyn til kommende generationer. Hun var bekymret på naturens vegne og mente, at alle burde kunne indse, at der skulle gøres noget, inden det var for sent.

Et område, Tove med rette kunne være særligt stolt af, er redningen af Bidstrup Skovene fra at blive solgt til private. En kamp, som hun sammen med andre stærke kræfter kæmpede i 1994 – og vandt. En kamp, der i dag har gjort det muligt at få det gode samarbejde i stand mellem de mange brugergrupper og Naturstyrelsen om brugen af skovene, hvor der er mulighed for de mange forskellige udfoldelser døgnet rundt og overalt.

Tove var desværre alvorligt syg i en lang periode. Det har været hjerteskærende at følge. Samtidig har det også været opløftende at kende hende, fordi hun så klart viste, at vi som mennesker, trods sygdom, skal blive ved med at arbejde og kæmpe. På dage, hvor hun havde fået behandling, kunne hun være svag, men allerede dagen efter kom der en hvirvelvind af mails, ideer, opgaver, synspunkter, pressemeddelelser etc.

Vi vil mindes Tove for hendes gode humør, sin ukuelighed, sit engagement, sin energi og sin kæmpe indsats - hun vil blive husket altid.

På vegne af bestyrelsen for Danmarks Naturfredningsforening, Lejre Lokalafdeling

Margrethe Gade og Erik Olsen