Hav-formidling til børn: Kom og vær med, når vi døber vores nye undervandsdrone
- og se, hvad der gemmer sig under overfladen!I Den Rullende Naturskole, som hvert år formidler natur til massevis af børn, vil vi gerne lære børn endnu mere om alt det gode og knap så gode der foregår under vandoverfladen i vores lokale fjorde Roskilde Fjord og Isefjord.
Derfor udbygger vi nu vores formidling med en professionel undervandsdrone, som i realtid kan vise, hvad der sker under bølgerne. På den måde kan børn (og voksne!) se, hvordan det går på bunden og hvordan arbejdet med ålegræs og stenrev egentlig ser ud, og hvorfor det er godt for havnaturen.
Som maritim skik byder, døber vi dronen, når den officielt skal i vandet første gang! Og du og dine børn eller børnebørn er inviteret! Det foregår tirsdag d. 20. maj kl. 15.00 på havnen i Ejby og er naturligvis gratis.
Program
- Velkomst v. Carsten Christiansen fra DN Lejre
- Tale v. borgmester Tina Mandrup
- Dåb af undervandsdrone – hvad mon den skal hedde?
- Naturformidling til børn med krible-krable
- Visning af drone-video fra Isefjord
Vi vil gerne sende en stor tak til VELUX FONDEN, der gennem Blåt Guld-partnerskabet med Danmarks Naturfredningsforening, har støttet Den Rullende Naturskole og nu har muliggjort, at vi også kan formidle under vandet.
🪼 Tid og sted 🪼
Tirsdag d. 20. maj. kl. 15 på Ejby Havn