Nyhed

Årsberetning 2022

Her kan du læse bestyrelsens beretning for 2022

 

Sagsbehandling

Vi har igen i år haft mange sager i høring – især fra kommunen, men også fra borgere, der henvender sig. Vi deltager også i besigtigelser med Fredningsnævnet.

I 2021 lavede Lejre Kommune forslag til Kommuneplan 2021, men da der indkom så mange forskellige indsigelser, blev vedtagelsen udskudt til 2022.

Vi havde en del indsigelser – og i nogle af dem fik vi medhold og resten må vi så tage op, når der på et tidspunkt laves en lokalplan for de enkelte områder. Kommunen har fx droppet at udbygge området mellem Kirke Hvalsø og Nørre Hvalsø, men desværre ikke deres forsøg på affredning af en del af den vestre ende af Stengårdens grusgrav samt et område vest for plejecenter Bøgebakken i Lejre, der begge blev udlagt til boligudbygningsområder. Vi har endnu ikke set konkrete planer for etablering af fx solcelleanlæg, men de kommer på et tidspunkt – vi har brug for en mere grøn elforsyning. I de berørte områder har kommunen besluttet, at afstand til beboelser skal være på 100m og ifølge kommuneplanen skal der etableres tæt beplantning rundt om. Men også for solcelleanlæg skal der laves lokalplaner, så der stadig er mulighed for at komme med bemærkninger. Mht. Kattegatruten afventer vi et kommende udspil.

Tempelkrog Sø

Tempelkrog Sø blev fredet med tilladelse til jagt i 6 dage. Men der blev fremsendt indsigelser fra lodsejernes side mht. antal jagtdage og erstatningsstørrelsen – samtidig var der indsigelse fra DN’s side, der ønskede helt at forbyde jagt, som det var hensigten fra begyndelsen. Sagen ligger nu i Klagenævnet og der kan gå lang tid, før det træffer en afgørelse. Klagesagen har ikke opsættende virkning.

Naturnationalpark Bidstrupskovene

Folketinget har vedtaget, der skal være Naturnationalparker i 15 skove ejet af Naturstyrelsen.

Bidstrupskovene er en af dem og den eneste, hvor brugerne er med til at bestemme, hvor hegningen af de ca. 500ha ud af 1000ha skov skal være. Der er etableret en følgegruppe på 30 personer bestående af naboer, de mange forskellige bruger- og interessegrupper samt kommunalt ansatte.

Vi skal også komme med et oplæg til hvilke græssende dyr, der skal vælges til at varetage den naturpleje, som Naturstyrelsen ikke mere skal udføre, når der ikke mere skal være skovdrift, men urørt skov.

En national følgegruppe skal godkende vores oplæg og det sidste ord har Miljøministeren.

Lige nu er mødeaktiviteten dog indstillet til efter folketingsvalget.

Ture og arrangementer

Da vinterens covid-19-greb havde lagt sig hen på foråret, var det tid til at komme ud og være aktive igen.

Vi har haft 2 fugleture i Tempelkrogen med Søren Peter Pinnerup og Ole Hauerberg.

Der har været 2 krible-krable-arrangementer ved Tadre Mølle med Den Rullende Naturskole med Carsten Christiansen og Pia Malmquist samt flere fra bestyrelsen. Derudover har Carsten og Pia haft 12 krible-krable-arrangementer med forskellige børnegrupper rundt omkring, heraf 2 til blå flag i Roskilde.

Der har været en enkelt botanisk tur i Bidstrupskovene i samarbejde med Botanisk Forening med Søren Grøntved og Lisbet Løvendahl.

Erik Olsen har haft 2 høslætsarrangementer på Kildeengen i Bidstrupskovene i samarbejde med Kildeengens Høslætlaug og Naturstyrelsen – Lefestivalen var derudover i samarbejde med Nationalparken. Derudover har vi haft flere høslæt på Smuldmosen også i Bidstrupskovene samt et enkelt på eng ved Tadre Mølle og et på arealer ved bl.a. 2 gravhøje på Skov Hastrup Overdrev.

Svampeturen med Ulrik Søchting, Hans Jessen og Erik Olsen gik også fint med masser af svampe – men desværre ikke så mange af de eftertragtede gode spisesvampe. Regnen havde ladet vente på sig.

Derudover har der været affaldsindsamling rundt omkring med skolebørn samt bl.a. ved fjorden i samarbejde med Nationalparken og Ejby Bylaug, hvor Carsten og Pia deltog.

Ole Hauerberg starter 2023 med en tur i Bidstrupskovene den 1. januar.

Hasselmusen

Vores lille truede syvsover i Bidstrupskovene, som vi er forpligtigede til at passe på, skal have efterset og renset sine redekasser, mens den sover vintersøvn.

Der er desværre ikke så mange, der har været så heldige at få den at se, da den er nataktiv og kun bevæger sig rundt i træer og buske efter nødder, bær, frugter og insekter.

Vi afholder et opstartsarrangement søndag den 20. november kl. 10-12.30 – de hardcore fortsætter efter, at vi har spist vores medbragte madpakke.

Har du lyst til at være med til at opleve skoven på en helt anden måde, så mød op!

Men det er ikke for gangbesværede.

 

Har du lyst til at være med?

DN’s vigtigste opgave er at passe på vores natur, miljø og klima.

Vi skal værne om vores smukke landskaber og adgangen dertil. Og jo flere vi er, jo mere kan vi gøre.

Vi har brug for flere aktive, så har du tid og lyst, er du mere end velkommen til at tage del i vores arbejde sammen med os - måske har du lyst til at arrangere ture, affaldsindsamling, lave noget for børn og unge, være med til at behandle kommunale sager, give naturen en hånd eller noget helt tredje?

Og har du mod på endnu mere, kan du også overveje at stille op som fx suppleant til bestyrelsen, der vælges for et år ad gangen.

Vi har pt. forskellige temagrupper bl.a. Sagsgruppen, Turgruppen, Naturplejegruppen, Den Rullende Naturskole, Infogruppen og Hasselmusgruppen.