Årsberetning 2020
Her kan du læse formandens beretning om året 2020Bestyrelsens beretning 2020
Ture og naturformidling
Nytårsdag startede vi året med en fin tur i Bognæs Storskov, hvor Jens Fromsejer, der har hjemmesiden ’Fugle i Lejre’, var vores fugleguide.
I starten af februar arrangerede Margrethe Gade en god bustur til det sydlige Skåne sammen med Søren Peter Pinnerup, hvor vi bl.a. så ørne, glenter og ikke mindst en masse forskellige gæs – vi sluttede af i de smukke landskaber i Fyledalen.
Hasselmusgruppen fik tømt og renset de sidste af de over 400 opsatte redekasser i Bidstrup Skovene. I vinteren 2019/2020 fandt vi 27 reder fra de fredede og rødlistede Hasselmus, der er Danmarks eneste syvsover – men også en masse reder fra Halsbåndmus, der var glade for kasserne. Forventningerne er højere i år, da mange af redekasserne var nyopsatte sidste år.
I marts kom Coronavirussen til Danmark – og der blev indført restriktioner på bl.a. antal forsamlede personer. Det satte stopper for nogle af de planlagte ture.
Vi var heldige, at grænsen for antal forsamlede personer blev hævet til 50 lige inden, vi havde vores botanikture på De Vilde Blomsters Dag i samarbejde med Danmarks Botaniske Forening. Vi havde heldigvis 2 guider med i Ejby Ådal – Aase Gøthgen og Søren Grøntved Christiansen – for der mødte mere end 90 deltagere op. Vi delte os i 2 hold, der gik hver sin vej rundt i den skønne ådal. Der mødte ”heldigvis kun” 45 op til turen ved Tadre Mølle, så det gik fint med Søren Grøntved som eneste guide.
I efteråret afholdte Ole Hauerberg et par fotokurser i Bidstrup Skovene med stor succes, hvor man blev indført i kunsten at tage gode fugle- og naturbilleder.
Høslæt og lefestival
Den sidste lørdag i juni afholdte vi det årlige høslæt på Kildeengen i Bidstrup Skovene i samarbejde med Kildeengens Høslætlaug og Naturstyrelsen – vi var 46 børn og voksne, der havde en god dag med at svinge leen på engen og efterfølgende trække høet ud. Det er en glæde at se, at det gør en forskel – der er fx kommet mange flere orkidéer, siden vi startede med høslæt.
Anden søndag i juli afholdte vi høslæt som i gamle dage på eng ved Tadre Mølle, hvor man kunne se på eller selv prøve – høet blev samlet sammen til køerne.
Første lørdag i september afholdte vi Le-festival/efterslæt på Kildeengen i Bidstrup Skovene i samarbejde med Nationalpark Skjoldungernes Land, Kildeengens Høslætlaug og Naturstyrelsen – vi var over 80 deltagere. Grænsen for antal forsamlede personer var heldigvis hævet til 100 på det tidspunkt. Der var arbejdende værksteder og mange informationer og gode råd blev udvekslet – og mange gik glade hjem, for nu havde man lært teknikken – og nogle med en nyindkøbt le.
Den Rullende Naturskole
Carsten Christiansen og Pia Malmquist har også haft en del gode ture med Den Rullende Naturskole til flere forskellige krible-krable-arrangementer i den tid, det var muligt bl.a. ved Vigen Campingplads med 25 deltagere tilmeldt via Billetto, ved Sæby gadekær og ved Tadre Mølle på Naturens Dag med en masse deltagere – folk fra ROMU var med til at sørge for behørig afstand. Desuden var der 2 arrangementer sammen med foreningen af hjemmepassede børn – et i Gershøj og et i Bidstrup Skovene. Omkring 50 børn og voksne deltog til begge arrangementer.
Men så vendte Coronaen tilbage og flere ture måtte desværre aflyses – bl.a. vores utroligt populære svampetur med Ulrik Søchting og Eva Fredstoft.
Til gengæld afholdte Hans Strandberg et velbesøgt svampeværksted i Ny Tolstrup, hvor mange også kom med egne indsamlede svampe og fik sat navne på de mange forskellige, der kan findes i vore nærområder – både spiselige og giftige.
Vores tidligere annoncerede årsmøde i november måtte vi desværre også aflyse, da vi ikke kunne forsvare at afholde det – så det afholder vi så i stedet for ude i det fri tirsdag den 27. april kl. 15.00 ved Tadre Mølle. Sidste år blev den kåret til Sjællands flotteste vandmølle – og blev nummer 2 i Danmark.
Sager i DN Lejre
Der har været behandlet mange sager i løbet af året. Vi får bl.a. alle landzonesager i kommunen i høring. De fleste sager går igennem uden indsigelser fra vores side. Hvis vi er uenige i nogle forhold, tager vi i første omgang kontakt til sagsbehandlerne, som vi har et rigtigt godt samarbejde med. Det er kun enkelte sager, vi har klaget over – det har bl.a. været, når å-beskyttelseslinjen ikke respekteres. Lejre Kommune brander Vores Sted som en grøn kommune, men så skal de også passe på den natur, vi har – vi kan fx ikke bare få en ny å.
Der har i efteråret været afholdt et infomøde om fredning af vådområdet Tempelkrog Nord. Det er en fredningssag, der rejses af DN og Holbæk Kommune – Lejre Kommune har ikke ønsket at deltage. Vådområdet blev i første omgang etableret for at forhindre kvælstof fra landbruget i at blive skyllet ud i Isefjorden – det lavvandede vådområde holder på kvælstoffet. Det er på utrolig kort tid blevet et fugle-eldorado, hvor folk kommer langvejs fra for at iagttage og fotografere de sjældne fugle, der også kommer der. En fredning af et område kan tage flere år, før den har været igennem og godkendt i alle instanser.
Vi har tidligere indsendt høringssvar til Region Sjælland mht. råstofgravning, hvor vi anførte, at alle interesseområder burde slettes i Lejre Kommune. Det samme mente Lejre Kommune i deres høringssvar. Nu er der kommet i ny Råstofplan, hvor flere af de mindre områder er blevet slettet. Men områder ved Gevninge og Rye er forsat med som interesseområder – dog ikke nævnt som aktuelle nye råstofgrave i den gældende plan. Lejre Kommune har over for Regionen igen udtryk utilfredshed med det.
Der etableres en ny råstofgrav ved Glim og de eksisterende ved Hvalsø og Kyndeløse fortsætter – dog udvides den sidste.
Lejre Kommune som klimakommune
Lejre Kommune ønsker at være en Klimakommune og bl.a. et forslag til Klimaplan har været i høring. DN Lejre støtter op om meget af det – bl.a. er mere skov og ophør med dyrkning af lavbundsjorderne ønskeligt.
Kommunen får så efterfølgende et stort arbejde med at inspirere lodsejere til omlægning og informere om tilskudsmuligheder.
Når så spørgsmålet om flere landvindmøller og solcellemarker kommer på tale, er det i hvert fald ikke ligegyldigt, hvor de evt. skal placeres.
Alle er enige i, at vi får brug for en mere grøn elforsyning, når vi alle skal køre i elbiler og have elvarmepumper o.lign., da anvendelse af fossile brændstoffer skal udfases – men vi vil helst ikke se de høje møller og skinnende solcelleanlæg i vores skønne natur.
Det er det samme dilemma, vi er ude i med opførelsen af mobilmaster, der skyder op omkring i landskabet og ved de forskellige landsbyer. Alle vil gerne have bedre mobilforbindelser mm, men vil bare ikke have masterne opført i nærområdet.
Jeg vil opfordre alle til selv at reagere over for kommunen, når der foregår noget i nærområdet eller når noget er i høring, som man er uenig i. Borgernes og dermed vælgernes stemme betyder utroligt meget for vores politikere – ikke kun i år, der er valgår.
Coronaen har begrænset meget i vores samfund, men noget godt er der dog kommet ud af det. Aldrig har man mødt så mange mennesker, når man færdes ude i naturen – uanset vejret. Det er utroligt dejligt, at så mange har opdaget vores egen skønne natur og bruger den.
DN Lejre
Vi er næsten 1000 medlemmer af DN i Lejre.
Vi er en frivillig forening og ønsker at være et fællesskab for alle, der vil handle for naturen, miljøet og klimaet – men vi kan ikke gøre det alene.
Vi har brug for flere aktive, der har lyst til at gøre en forskel!
For at se, om det er noget for dig, har du mulighed for at stille op til valget til bestyrelsen, der vælges for en 3-årig periode. Eller du kan stille op til valget af suppleanter, der vælges for et år ad gangen – og som også er meget velkomne til at deltage i vores 10 årlige møder. Du har derved mulighed for at indgå i en af de forskellige arbejdsgrupper, vi har – fx sagsbehandling, turgruppen, krible-krable med Den Rullende Naturskole, lave naturpleje, indgå i gruppen for kommunikation/info eller noget helt andet.
Har du ikke lyst til at deltage i bestyrelsesarbejdet, men gerne vil gøre noget for naturen, miljøet og klimaet, give naturen en hånd med naturpleje, arrangere ture, lave noget for børn og unge, lave affaldsindsamling eller noget helt tredje, er det også en mulighed.